Presse

Italienske arier og kyshånd: Jonathan Tetelman debuterer i Elphi

Dato: 04.07.2025 kl. 16.40

Nogle kalder den chilensk-amerikanske tenor Jonathan Tetelman den nye stjernetenor, andre går endda så vidt som til at kalde ham den nye Pavarotti. Torsdag aften debuterede han i Elbphilharmonie. Det var den første af i alt tre koncerter i Tyskland.

af Marcus Stäbler, Miriam Stolzenwald

Hamburgs Elbphilharmonie er udsolgt til sidste plads – og endda længere end som så. Nogle tilhørere sidder bag orkestret på scenen. De er alle kommet for at høre tenoren Jonathan Tetelman sammen med Hamburger Camerata under ledelse af Frédéric Chaslin. På programmet står tenorarier fra store operaer af Verdi, Puccini, Ponchielli og Mascagni.

Prikken i ørerne – næsten til smærtegrænsen

Jonathan Tetelman gør hurtigt klart, at der står en fænomenal sånger med en utrolig udstråling på scenen. Når han åbner op i sangen, prikker nogle toner på trommehinden på en rigtig smuk måde – som det kun sker hos de allerbedste sångere. Den prikken lige op til smærtegrænsen: Herligt! Men Jonathan Tetelman har også en meget smuk mørk klang, noget baritonalt, en varm jordforbindelse i stemmen.

Den rette stemme til det italienske repertoire

Inden Jonathan Tetelman begyndte sin karriere som sånger, tjente han i tre år til livets ophold som DJ på diskoteker og klubber i Manhattan.

Tetelman former ariene med smag. I hans stemme findes også det hulkende, som er nødvendigt i dette italienske repertoire. Sångeren er ikke den type tenor, der viser, hvad han har i struben, men han synger fint og smukt. Dermed gør han indtryk på publikum.

Tetelman har gjort sig et internationalt navn og synger partier som Alfredo i „La Traviata“ eller Pinkerton i „Madame Butterfly“ på huse som Royal Opera House Covent Garden og Metropolitan Opera. Frem for alt har Jonathan Tetelman gjort sig et navn som Puccini-sånger. Puccini stået også på programmet i Elbphilharmonie sammen med andre kendte arier. I første halvdel synger tenoren til at begynde med udelukkende Verdi, i anden halvdel følger andre italienske komponister med Ponchielli, Mascagni og til sidst Puccini. Det er passende, fordi han har præcis den rette stemme til dette repertoire.

De konstante skift mellem forskellige arier var besværlige

Grundlæggende set er programmets lappetæppe, som ved de fleste af den slags stjerneaftener med berømte sångere, lidt vanskeligt: Uddrag fra de mest forskellige operaer sættes sammen. Et konstant, til tider anstrengende frem og tilbage – ikke blot indholdsmæssigt, men også på scenen. Tenoren synger en arie, går derefter af scenen, så spiller orkestret en ouverture eller et mellemspil, så kommer tenoren ind igen, der er igen applaus, han synger igen en arie, der varer tre, fire minutter, og går igen af og så videre. På den måde opstår der aldrig en rigtig stor spændingsbue. Det er besværligt i længden, ikke mindst fordi orkestret ikke just dækker sig med ære. Det ændrer dog ikke ved, at Jonathan Tetelman synger hvert enkelt stykke for sig meget smukt.

Bifaldsstorm i salen

Publikum er henrykt for Jonathan Tetelman. Allerede efter den første arie rejser der sig en voldsom storm af bravo-råb, og allerede før pausen kommer det første ekstranummer: Tetelman har tydeligvis stor lyst til at synge Verdi-arien „Di quella pira“ med det samme igen. Den gode stemning vokser endda mod slutningen af koncerten: Ved det sidste udbrud „vincerò“ i arien „Nessun dorma“ bryder publikums bifaldsstorm ind i orkestrets efterspil.

Charmerende tenorgester

For tenoren Jonathan Tetelman er aftenen en kæmpe succes, som han håndterer sympatisk og dygtigt. Han synger mod scenens forskellige sider, nogle gange fremad, nogle gange til venstre, til højre, bagud. Til sidst sender han kyshånd ud til publikum – en af mange små tenorgester, som han lader indgå meget charmerende og afslappet. Ved et ekstranummer går han om bag ved de mennesker, der sidder på scenen, og synger direkte til dem. Han ved, hvordan man indtager publikum, og har tydeligvis glæde af det. En fantastisk debut.